Historien
Kecak, fra trance til scene
Hvordan et kor fra et balinesisk tranceritual blev til et Ramayana-drama for besøgende i 1930'erne, og hvad kecak er og ikke er i dag.
Vælg en aften på Melasti Beach ↗Hurtigt svar
Kecak er en scenekunstform fra det tyvende århundrede bygget på et ældre ritual. Dets kor stammer fra sanghyang, hellige balinesiske trancedanse, hvor en usynlig kraft menes at trænge ind i udøveren. I løbet af 1930'erne formede Walter Spies, en maler og musiker fra Tyskland, og den balinesiske danser Wayan Limbak recitationen til et Ramayana-drama for udenlandske publikummer, og Limbaks turnerende grupper gjorde den kendt i udlandet. Det, du ser ved Melasti, er netop denne scenekunstform.
Ritualets rødder
Sanghyang-dansene hviler på troen på, at en ånd, en hyang, kan trænge ind i en performers krop under trance. De er hellige og opføres kun ved balinesiske religiøse ceremonier, i varianter der blandt andet omfatter piger, der danser i trance, og en mand, der påtager sig en abes bevægelser, ledsaget af et reciterende kor. Kecak beskrives som havende sine rødder i sanghyang, en trancefremkaldende eksorcismedans, og som oprindeligt et tranceritual ledsaget af et mandskor. Det er dette kor, der har overlevet ind i sceneshowet.
1930'erne
Walter Spies, som slog sig ned i Ubud i 1927, blev dybt optaget af ritualet og tilpassede det som et drama baseret på Ramayana, med dans, for vestlige turistpublikummer. Han arbejdede sammen med den indonesiske danser Wayan Limbak, som populariserede kecak ved at arrangere internationale turnéer med balinesiske grupper. Forskeren og koreografen I Wayan Dibia lægger vægten anderledes: han antyder, at lokale udøvere formede kunstformen, før Spies overhovedet så den, og at Limbak i løbet af 1920'erne havde bragt baris-bevægelser ind i rollen som korleder.
Stemmer i stedet for et gamelan
Det usædvanlige ved kecak, sammenlignet med de fleste balinesiske danse, er fraværet af instrumenter. Andre dansedramaer bæres af et gamelanorkester; kecak bruger udelukkende den menneskelige stemme. Limbak og Spies tilskrives æren for at have erstattet orkestret med cak-koret, og det indonesiske turistministerium beskriver dansere, der sidder i en cirkel og reciterer rytmen uden gamelan. Recitationen er blevet en af Balis mest genkendelige lyde og er blevet samplet i filmsoundtracks og popsange i årtier.
Opført for besøgende
Fra begyndelsen blev kecak formet til et publikum, og det er stadig et show. Wikipedia bemærker, at forestillinger finder sted hver aften ved Uluwatu- og Tanah Lot-templerne og på scener bygget til kecak andre steder, herunder Ubud, Garuda Wisnu Kencana-kulturparken og Pandawa Beach. Danserne kommer normalt fra nærliggende landsbyer, ofte tilpasset forestillingen omkring andet arbejde, og får betaling fra billetsalget. Melasti Beach er en af disse scener, drevet for besøgende ved solnedgang.
Stadig i forandring
Kecak er hovedsageligt blevet opført af mænd siden sin skabelse, og den første kvindelige kecak-gruppe startede i 2006. Trance er ikke helt forsvundet: under afbrændingen af Hanuman kan danseren i den rolle blive velsignet af en præst og gå i trance til ildsparkende dans. Balinesisk dans som helhed blev anerkendt af UNESCO i 2015 på tværs af tre genrer, fra sakral til underholdning, en påmindelse om, at grænsen mellem ritus og show i Bali drages med omhu.
Hvad kecak er, og hvad det ikke er
Det er en levende balinesisk kunstform med ægte rituelle rødder og en lang, meget omdiskuteret historie som forestilling for udefrakommende. Det er ikke en tempelceremoni, du får lov at overvære, og det er ikke århundreder gammelt i sin nuværende form. At vide det gør ikke timen mindre betagende; det gør det lettere at se, hvad du hører. Stemmernes ringe, den trancefødte sang og Ramayana kommer alle fra Bali, samlet i en form, der har været opført for besøgende i næsten et århundrede.
Kilder